torsdag den 20. marts 2014

Kørsel og manøvering.

Kørsel og manøvering.


Tag det roligt, de fleste lande har en øvre hastighedsgrænse på 80 km/t og i Danmark endda kun 70 km/t (dog 80 km/t på udvalgte motorvejsstækninger).

Start og brems blødt, det sparer både bil, kobling, bremser og giver en behageligere kørsel.

Det er både forbudt og farligt at opholde sig i campingvognen under kørselen.

Anskaf stabile sidespejle og brug dem flittigt. Hold ud til siden med mellemrum, så bagvedkørende kan køre uden om, så du ikke danner kø.

Vær opmærksom på store modkørende eller overhalende lastbiler, de kan give et voldsomt lufttryk.

Husk at du har langsommere acceleration og længere bremselængde, når du kører med campingvogn.
Hvis campingvognen begynder at gå i slyng, skal du omgående bringe hastigheden ned.
Din campingvogn følger dig som en skygge og er bredere end bilen. Husk derfor at forøge svingningsradius, så du ikke tager noget uønsket med dig i svinget.
Ved langturskørsel bør du med passende mellemrum stoppe og kontrollere, at alt er i orden, og at hjulnavene ikke er for varme.
Ved bjergkørsel skal du huske at geare ned i god tid, især ned ad bakke. Ved stejle nedstigninger ad bjergveje vil campingvognen ofte bremse hele tiden, da den jo "løber på", hvorfor bremserne under ekstreme forhold kan løbe varme. I så fald ta' en pause.
At bakke med en campingvogn kræver en speciel teknik, som kun de færreste mestrer til fuldkommenhed, men det kan læres og kan være særdeles nyttigt. Hvis du vil øve dig i den ædle kunst, bør du finde dig en åben mark eller plads til formålet.
Din nye campingvogn er forsynet med automatisk bak-udløser i bremsen, hvorfor du blot sætter bilen i bakgear og kører baglæns.
Ved eventuel punktering anbefaler vi, at bruge en donkraft til at løfte campingvognen med, medens du hele tiden støtter efter med støttebenene, for at holde balancen. Brug ikke støttebenene som donkraft. Medbringer du nød-punkteringssættet, følger du blot anvisningerne der.
DÆKTRYK! Dæktrykket i bilens baghjul skal forhøjes med 0,2 bar. Korrekt dæktryk forlænger dækkenes levetid og sikrer campingvognens optimale køreegenskaber. Kontroller altid dæktrykket før hver tur.


Ingen kommentarer: